Grundejerforening
I 1987 fik boligselskabet en henvendelse fra Hvidovre kommune med forespørgsel om boligselskabets interesse i at medvirke ved opførelse af et nyt almennyttigt byggeri i samarbejde med Bikubens boligfond på det areal hvor Skårupvej nu ligger.
På det omhandlende område, som dengang var ejet og skulle købes af Københavns kommune, skulle gennemføres et nybyggeri med 144 boliger. Halvdelen som private andelsboliger og den anden halvdel som almennyttige boliger. Denne sammensætning var Hvidovre kommunes udtrykkelige betingelse.
Boligselskabet besluttede at indgå i projektet vedr. de almennyttige boliger og erhverver efterfølgende halvdelen af arealet.
I 1988 vedtages en lokalplan for området med beskrivelse til opførelse af en tæt-lav boligbebyggelse, bestående af en blanding af almennyttige boliger og private andelsboliger.
I lokalplanen er fastlagt, at de to boligformer på Skårupvej skulle integreres og dermed udtrykke en helhed for såvel bebyggelsen som beplantningen i området. Have et ensartet udseende og også samarbejde omkring vedligeholdelsen af hele området.
På denne baggrund etableredes Grundejerforeningen Skårupvej.